søndag den 26. april 2015

Ny kogebog

Jeg mangler egentlig ikke en ny kogebog, men da jeg fandt denne i Netto i lørdags efter løbetræning, var det ikke noget, jeg tænkte så meget over. Jeg kan rigtig godt lide Anne Hjernøe. Jeg synes hun er meget ligetil, og det samme er hendes opskrifter. Så kogebogen kom i indkøbskurven med to Løgismose kyllinger. Dem kan jeg godt anbefale. De er lidt dyre, men virkelig gode i smagen.
Allerede samme dag fik vi afprøvet to salater fra bogen. Jeg stegte en kylling og dertil lavede jeg to forskellige agurkesalater. Den ene med melon, ingefær og chili og den anden med radiser. De var begge super lækre og meget friske. Rigtig gode til sommerens grilleretter. 
Vi kunne godt have nøjedes med den ene salat, da vi kun var 6. 








søndag den 19. april 2015

Søndags-morgenmad

De weekender vi skal være hjemme og ikke har de store planer, værdsætter jeg virkelig.
Jeg vil ikke sige, at jeg kun kræser for familien i disse weekender, for det gør jeg i næsten alle weekender. 
I denne weekend blev det til amerikanske pandekager. Vi havde en lille rest vanilje fløde fra desserten i går og den var god til pandekagerne sammen med en lille klat jordbærsyltetøj. 
Pandekagedejen laver jeg af en pandekagemix, som jeg selv har lavet. 
Den har jeg stående i skabet færdigblandet. Så er det ikke det store at lave en gang pandekager på ingen tid. 
Pandekagemix kan også bruges som en værtindegave. Lav mix'en og kom det i et patentglas med en label på med den sidste del af opskriften.


Opskrift på pandekagemix
600 g mel
3 spsk bagepulver
2 tsk natron
1 tsk fint salt
40 g sukker
1 tak vaniljepulver

Sigt alle ingredienserne sammen og opbevar pandekagemixen i et stort patentglas


Opskrift på pandekagedej
2 1/2 dl pandekagemix
1 æg
2 1/2 dl mælk

Rør alle ingredienserne sammen. 
Varm en sliplet pande op og kom klatter af dej på. Pandekagerne begynder at boble. Vend pandekagerne, når de er let gyldne.


Opskrift på vaniljefløde
2 1/2 dl. Fløde
1 spsk sukker 
1/2 tsk vaniljepulver 

Rør alle ingredienserne let sammen. Det skal lige blive lidt tykt, men stadig flydende.